Hjælp børn med at reflektere over psykisk sygdom.

Med nyt undervisningsmateriale igangsætter SIND Pårørenderådgivning dialog og refleksioner om psykisk sygdom. Bogen henvender sig til landets skoler, men kan bruges i alle sammenhænge, hvor der er brug for en hjælpende hånd til at italesætte emnet.

I hver skoleklasse sidder der flere elever, der er i berøring med psykisk sygdom i deres hverdag. Psykisk sygdom er et udbredt vilkår, som de fleste vil støde på i løbet af deres liv – enten personligt, i omgangskredsen eller i forbindelse med uddannelse og arbejde. Alligevel kan psykisk sygdom være svært at tale om for både børn og for de voksne omkring børnene. Med bogen Psykisk sygdom på skemaet ønsker SIND Pårørenderådgivning at inspirere og hjælpe med italesættelsen af psykisk sygdom på en elevinddragende og interessant måde.

Favner flere målgrupper
Psykisk sygdom på skemaet henvender sig primært til skolelærere og andre professionelle, som arbejder med børn og unge fra 5. klassetrin. Samtidig kan bogen også anvendes i andre regi, hvor dialogen om psykisk sygdom er vigtig – det kunne fx være i ungdomsklubber, aktivitetsgrupper eller forældregrupper.

Metodeovervejelser, konkrete øvelser og håndtering af børnenes spørgsmål
Psykisk sygdom på skemaet falder i tre dele, og tager afsæt i den sundhedspædagogiske og anerkendte metode ”Aktive vurderinger”. Metodens formål er at være undersøgende og reflekterende omkring holdninger og værdier. Første del af bogen beskriver, hvordan du kan arbejde med metoden, når du ønsker at behandle temaet psykisk sygdom i din undervisning. Anden del af bogen er et øvelseskatalog, hvor du får praktiske øvelser og arbejdspapirer, som kan tages direkte med ud i klasserne. I sidste del af bogen kommer SIND Pårørenderådgivning med forslag til, hvordan du kan besvare de spørgsmål som typisk kan opstå, når man taler om psykisk sygdom.

Hvordan bestiller jeg Psykisk Sygdom på Skemaet?
Du bestiller Psykisk Sygdom på Skemaet via e-mailen u18@sindspaa.dk og betaler via MobilePay. Du kan enten vælge at få bogen tilsendt (mod betaling af porto), eller du kan hente bogen på vores adresse (Børglumvej 5, 8240 Risskov).

Bogen koster 125 kr. Ved forsendelse tillægges porto på 60 kr. Den samlede pris er da kr. 185 kr.
Beløbet bedes indbetalt på MobilePay-nummer 447381.

Vi glæder os til at modtage din bestilling.

Skriv et svar