Til Sagsbehandlere

SIND Erhverv arbejder for at få flere personer med psykisk sygdom og psykisk sårbarhed ind på arbejdsmarkedet. I samarbejde med kommuner og sagsbehandlere tilbyder vi fleksible arbejdsmuligheder i lokale virksomheder identificeret af os, samt rådgivning til både borgeren og dens pårørende igennem jævnlig kontakt og fysiske møder såvel som tilbud om en frivilligven der kan støtte igennem hele forløbet. Indsatsen er sammensat af forskellige tiltag, som beskrives herunder:

Processen starter altid med individuelle møder

I SIND Erhverv arbejdes der ud fra en pædagogisk metode, der hedder ”Du bestemmer” – det betyder, det er borgeren, der er i centrum. Vi anser borgeren som den, der er ekspert i sit eget liv og ved, hvad der er bedst for dem selv, og hvad de gerne vil i forhold til at komme i job. Det er altså borgeren, der sætter dagsordenen, så længe der er fokus på at komme i job. Dette fokus opnåes ved:

  • Individuelle samtaler efter dit behov – hvor der også ses ”på hele livet”, hvis der er behov for det
  • Hjælp og støtte til afklaring af jobønsker og muligheder

Tilgang til virksomheder – praktik og job

De borgere, der magter det, får til opgave at udfærdige en lille liste med 3-5 virksomheder, hvor de kan se sig selv. De laver enten research på nettet eller researcher i, lokalområdet i forhold til hvilke virksomheder, der er tilgængelige og relevante.

Som start bliver der taget udgangspunkt i hvilke arbejdsopgaver borgerne drømmer om at varetage. Hvis det ikke er muligt at opfylde ”drømmen”, går researchen over til, hvad man ellers kan se sig selv i.

Langt de fleste sårbare/psykisk syge har svært ved at kontakte virksomheder med forespørgsler om praktik og job. Kontaktpersonen i SIND Erhverv er ”borgerens forlængede arm” i forhold til denne kontakt.

Som oftest aftales et indledende møde, hvor borgeren deltager sammen med kontaktpersonen. Til mødet på virksomheden bliver både opgaverne fra virksomhedens side samt kvalifikationerne, som borgeren besidder, gennemgået. Ligeledes bliver virksomheden informeret om skånehensynene. Det er en dialog om, hvordan borgeren bedst trives i forhold til skånehensynene, og hvordan virksomheden kan imødekomme dette.

Tilbud til pårørende/netværk

I indsatsen vil der være fokus på at inddrage pårørende/netværket til deltagerne sideløbende med indsatsen for borgeren.

Vi ved, at når en person rammes af psykisk sygdom/sårbarhed, rammes hele familien. Ligeledes er det kendt viden, at hvis de pårørende/netværket er klædt ordentlig på til at takle hverdagen med en nær relation til en psykisk syg/sårbar, bedres den generelle tilstand hos deltageren. I de tilfælde, hvor deltageren og dennes pårørende/netværk ønsker det, tilbydes samtaler/kurser enten som individuelle samtaler eller gruppeforløb. Forløbene faciliteres af en psykolog eller terapeut. Tilbuddet gælder både den voksne pårørende/netværk samt børn, der er pårørende til en borger i projektet. 

For at hjælpe arbejdsgangen, har vi udarbejdet en pjece som beskriver tilbuddet til borgerne, og andet marketingsmateriale der frit kan bruges af sagsbehandlerne.

Det administrative i projekterne består af at finde samarbejdspartnere/kommuner, derefter søge fonde om midler, til udførelse af projektet og imens og til sidst rapportering af fremskridt opnået. Til at udføre kerneopgaven – indsatsen sammen med borgerne – er Indsatsgruppen. Indsatsgruppen består af den/de medarbejdere fra jobcentrene samt den interne projektgruppe i SIND Erhverv. Indsatsgruppen mødes som udgangspunkt en gang månedligt. Disse møder bliver håndteret af SIND Erhverv teamet.

SIND Erhverv har mange års erfaring med denne måde at arbejde på og vores model har været implementeret i lange og succesfulde projekter, finansielt støttet af midler fra forskellige støttefonde. Du kan læse mere om både aktuelle og afsluttede projekter her.

Hvis du er interesseret i at få din kommune involveret i et projekt koordineret af SIND Erhverv, så kontakt Jonna Winther på 2310 0346, eller skriv til jwi@sindraadgivning.dk

Aktuelle indsatser

Rampen til det gode arbejdsliv Oktober 2020 – februar 2024

”Rampen til det gode arbejdsliv” er et arbejdsmarkedsprojekt, der sker i samarbejde mellem SIND Erhverv og jobcentrene i Silkeborg og Norddjurs kommune.

Projektet er finansieret af midler fra Den AP Møllerske Støttefond. Derudover har begge kommuner en mindre egenfinansiering, og det samme gør sig gældende for ekstern evaluator, DEFACTUM.

Formål

At få flere borgere med psykisk sygdom eller sårbarhed ind på arbejdsmarkedet.

Målgruppe

Kontanthjælps modtagere eller fleksjobgodkendte borgere med psykisk sygdom eller betydelig sårbarhed, som det er en særlig stor udfordring for kommunen at få placeret i et job, og som derfor har brug for en tæt og kontinuerlig støtte. Fælles for borgerne er, at de har behov for den særlige håndholdte indsats, som projektet tilbyder.

Antal: 140 borgere med hhv. 80 fra Norddjurs Jobcenter og 60 fra Silkeborg Jobcenter

Projektmål

  • 55% af de visiterede fleksjobgodkendte borgere er ved projektafslutning ansat i fleksjob
  • 70% af borgerne skal opleve en klinisk signifikant forbedret trivsel i løbet af indsatsperioden
  • 70% af borgerne skal opleve, at indsatsen samlet set har haft en positiv betydning for deres tilknytning til arbejdsmarkedet
  • At virksomhederne oplever en betydning for fastholdelse af borgerne på arbejdspladsen
  • At samarbejdet mellem de to kommuner og SIND Erhverv fortsætter efter projektophør hvis indsatsen, som forventet, lykkedes.

Tidligere projekter

”Rampen til det gode job” december 2018 – oktober 2020

var et arbejdsmarkedsprojekt, der foregik som et samarbejde mellem Jobcentrene i Aarhus og Odder samt SIND Erhverv. ”Rummelig I Midt” gav via EU og Socialstyrelsen midler til projektet. Derudover var der en mindre medfinansiering fra begge kommuner.

Læs en evaluering af projektet her

”Stå ikke i stampe – brug din rampe” (2016 – 2018) 

var et samarbejdsprojekt mellem SIND Erhverv og jobcentrene i Randers, Aarhus og Odder Kommune. Projektet blev finansieret af Styrelsen for arbejdsmarkedet og rekruttering (STAR) under puljen ”Initiativer for personer med handicap”

Læs en evaluering af projektet her