SIND Rådgivning har etableret et samarbejde med Lisa Lærke Iversen, skaberen af podcasten Tabuland, som tager dig med ind bag de polerede billeder på Facebook og Instagram. Her kan du møde pårørende, og dem der på egen krop kender til, at livet kan gøre ondt. Hør dem fortælle om det, vi normalt gemmer væk; angst, depression, ADHD, spiseforstyrrelser, bipolar lidelse, personlighedsforstyrrelse m.m. men også om håb, håb, håb!
Mit håb er, at jeg med podcasten kan være med til at nedbryde tabuer og at jeg kan være med til at give håbet og oplevelsen af ikke at være alene videre til andre, som også kæmper med livet. For tro mig, du ER ikke alene!!
Jeg er Lisa Lærke Iversen – din vært og selv pårørende.
Vores første tid som forældre med en fødselspsykose. Sarah får en fødselspsykose få dage efter, at hun og Michael er blevet forældre til en dejlig baby. Hør om det første halve år af deres liv som nybagte forældre. En tid hvor Sarah er indlagt i psykiatrien det meste af tiden – uden Michael og sin baby. Og en tid hvor Michael får travlt med at vænne sig til være nybagt far. Han må overtage Sarahs barselsorlov, men skal samtidig også påtage sig rollen som psykolog, sygeplejer m.m. for Sarah.
Min OCD er som tankemylder på speed. En fortælling om at leve med svær OCD
Fortabt i en verden af stemmer. Hør om dæmoner, zombier, destruktive stemmer og ækle lugte, og om hvordan det er for Hanna at blive diagnosticeret med paranoid skizofreni som 15. årig. Men hør også om, hvordan Hanna i dag er kommet sig efter mange år med alvorlig psykisk sygdom. En fortælling i 3 afsnit.
Palles liv med PTSD. Som 28 årig bliver Palle sendt hjem før tid fra sin anden udsendelse som oversergent til Helmand-provinsen i Afghanistan. Krigens forråelse, en psykopatisk chef, mobning og en begravelse er noget af det, der hober sig op i Palle. En fortælling i 2 afsnit.
Så passer jeg måske ind der! Hør om at føle sig anderledes, om anoreksi og en sen autisme-udredning. Og hør om et langt og pinefuldt efterskoleår. En fortælling i 2 afsnit.
Babybule, barn og borderline. Hør om at blive gravid og mor, når man samtidig er psykisk sårbar. Kristina har borderline og en journal – tyk som et ondt år. Er jeg mon god nok som mor? Og hvad mon jordemoder, læge, sundhedsplejerske og socialrådgiver tænker om den sag? Det spekulerer Kristina meget over. En fortælling i 2 afsnit.
Mit hjerte dunkede bare derudad. Hør om angst og katastrofetanker, som buldrer derudad med 200 km i timen og blåt blink. Og hør om hvordan det endeligt lykkes at kontrollere angsten.
Medicinen og min seksuelle skam. Hør om at være ung, på antidepressiv medicin og opleve seksuelle bivirkninger. Og få gode råd fra speciallæge i psykiatri og tidligere leder af Sexologisk Klinik i København.
Når manien forsvinder, og depressionen tager over. Hør om hvordan det er som ung at leve med en bipolar lidelse. Og om hvordan det er, at stå på sidelinjen som mor og pårørende. En fortælling i 3 afsnit.
Så se mig lige fucking nu!. Hør om at få lyst til livet efter en barndom og ungdom med selvmordstanker og -forsøg. Og hør om personlighedsforstyrrelsesdiagnoser og en mulig autisme. Og om at være mor, pårørende og på tabt arbejdsfortjeneste. En fortælling i 3 afsnit.
Psykotisk i Spanien. Hør om en ungdomsrejse til Spanien, der ender i en psykose og en indlæggelse på en lukket psykiatrisk afdeling i Barcelona.
Er det nu dig igen? Hør om et sårbart sind, et benhårdt studie, en personlighedsforstyrrelse, selvskade, selv-medicinering og stemmer i hovedet. En fortælling i 2 afsnit.
Hvis lægen er syg – hvem skal så helbrede de andre? Hør om depression og angst. Og om overvejelserne om hvorvidt det er fordel eller ulempe at have personlige erfaringer med psykisk sygdom, når man selv er læge. En fortælling i 2 afsnit.
Mit kontrollerede dobbeltliv. Hør en fortælling om at holde facaden mens man indvendigt er styret af lavt selvværd og alkoholmisbrug.
Mig og Aimi. Hør om sorte tanker og om at miste lysten til at leve. Men også om hvad der kan få livslysten til at vende tilbage.
Dette er sæson 2 af Tabuland. Du kan lytte til hele sæson 1 ved at besøge denne hjemmeside.
Tabuland er støttet økonomisk af Jascha Fonden, Aarhus Stifttidendes Fond, Heinrich og Laurine Jessens Fond, Familien Hede Nielsens Fond, Aarhus Connect Rotaryklub, Smukfonden, Drost Fonden og Asta og Jul. P. Justesens Fond.